Uge 55: Deal.Me.In – 01.05.2016

HillarylandSøndagsanalyse

Uge 55: Deal.Me.In

Fire sejre og et klart fokus på, hvad der ligger efter konventet. Denne uge har Hillary på mange måder sagt farvel til Sanders og rettet sigtet mod efterårets valgkamp og The Donald.

Tirsdag var der primærvalg i Pennsylvania, Maryland, Delaware, Connecticut og Rhode Island. Og Hillary kunne fejre sejre i fire af de fem stater. Status er nu, at Hillary har 2.165 delegerede og Sanders 1.357 delegerede. Tallene er inklusiv superdelegerede og langt de fleste er nu enige om, at den faktisk ‘er hjemme’ for Hillary, der har brug for 2.383 delegerede for at sikre sig nomineringen til juli på konventet.

Det var også det budskab Hillary gik på scenen med, da hun holdt sejrstale i netop Philadelphia, hvor konventet holdes i juli:

“With your help, we are going to come back to Philadelphia for the Democratic National Convention with the most votes and the most pledged delegates.”

I talen takkede hun også Sanders for valgkampen og appellerede direkte til både hendes og hans vælgere med ordene:

“I applaud Sen. Sanders and his millions of supporters for challenging us to get unaccountable money out of politics and putting greater emphasis to closing the gap of inequality. I know together we will get that done.”

og

“…we will unify our party to win this election and build an America where we can all rise together, an America where we lift each other up instead of tearing each other down.”

Ifølge CNN, så håber Hillarys lejr, at Sanders snart vil trække sig, så hans personlige og politiske angreb på hende ikke vil svække hende op mod valget i november. Og Sanders er da også begyndt at ændre på retorikken, for selvom han insisterer på at fortsætte valgkampen, så talte han ikke om en personlig sejr i hans valgtale ovenpå primærvalgene i tirsdags, men mere om at nå konventet med så mange delegerede som muligt.

Se hele Hillarys tale her:

Kvindekortet
Hillary brugte hovedparten af sejrstalen på at tage kampen om med Trump. Især i forhold til Trumps udtalelser om kvinder og hendes eget fokus på kvinders rettigheder i USA, som ifølge Trump er det eneste kort, Hillary har at spille på i en kommende valgkamp. (Det er selvfølgelig langt fra rigtigt, men der er nok ingen tvivl om, at kvindelige vælgere og emner relaterede til dem vil komme til at spille en stor rolle i valgkampen).

Klapsalver og opmuntrende tilråb tog kun til, da Hillary understregede hendes argument mod Trump med ordene:

“The other day, Mr. Trump accused me, of playing the, quote, woman card. Well, if fighting for women’s health care and paid family leave and equal pay is playing the woman card, then deal me in.”

Sidst på ugen lancerede Hillary så et rigtig ‘women’s card’ (der bliver sendt til vælgere mod en donation til hendes kampagne). Med ‘kvindekortet’ får man (‘får skal forstås i en ironisk ramme) ifølge Hillarys kampagne blandt andet:

– Lavere løn – kvinder får kun 79 cent, hver gang en mand får 1 dollar for det samme stykke arbejde. Hvis man er en sort kvinde falder lønnen til 60 cent og igen til 55 cent for en latino kvinde. Hillarys argument er, at ved at betale kvinder mindre end mænd, så er det ikke kun kvinderne, der rammes. Det er deres familier og den amerikanske økonomi som et hele, da kvinderne tjener hovedparten af indkomsten i to-trejdedele af familier med børn under 18 år.

– Dyrere sundhedsomkostninger – firmaer har i årevis krævet højere pris for sundhedsforsikringer for kvinder baseret udelukkende på deres køn. Noget Obama har fået ændret på med Obama-care, men som Hillary-lejren understreger vil blive rullet tilbage under en republikansk præsident.

– Ingen løn under barsel/familieorlov – en fjerdedel! af kvinder i USA er tilbage på arbejde kun 10 dage efter fødselen, fordi de ikke får løn under barsel. USA er verdens eneste vestlige land uden nogen form for rammer for løn i forbindelse med barsel.

– Indskrænket valgfrihed, når det kommer f.eks. abort. Reelt er abort lovligt i USA, men republikanere har i mange tilfælde fået indført love i staterne, der forhindrer især fattige og sorte kvinder i at få foretaget en abort eller let adgang til f.eks. rådgivning om beskyttelse eller sex-sygdomme. Her fremhæver Hillary-lejren Trumps udtalelser omkring kvinder, der ifølge ham skal straffes, hvis de får foretaget en abort med ham som præsident – han har tænkt sig at gøre abort ulovligt i USA.

#TakingonTrump
Generelt har Hillary brugt denne uge på at vende fokus fra Sanders mod Trump. Og et af de områder, hun især har angrebet Trump på (og nok vil bruge meget tid i efteråret) er sikkerheds- og udenrigspolitik.

I denne uge lancerede hendes kampagne syv grunde til, hvorfor man bør frygte Trump, hvis han får nøglerne til Det Hvide Hus og især til The Situation Room:

Han har udtalt – til CNN i forbindelse med terrorangrebet i Bruxelles, at tortur er helt okay: “by the way, torture works” og at han vil genindføre waterboarding og gå endnu længere.

Derudover vil han gøre det ulovligt for muslimer inklusiv amerikanske muslimer at få indrejsetilladelse til USA. Derudover foreslår han databaser, der skal overvåge muslimer i USA.

10.000 amerikanske soldater skal i krig – på landjorden – mod ISIS, selvom eksperter fraråder præcis det scenarie efter 15 års krig i Irak og Afghanistan.

Trump mener også, at USA skal ramme terroristerne ved at gå efter deres familier – også selvom det er mod international lov. Men det bekymrer åbenbart ikke Trump, der svarede dette til spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis militæret modsatte sig hans ordre: “They’re not going to refuse me. Believe me.”

Derudover mener Trump, der skal være flere og ikke færre atomvåben i verden. Obama har i høj grad fokuseret hans udenrigspolitiske strategi på nedrustning – i april 2009 – talte han i Prag om at gøre verden atomfri – og selvom planen ikke er realistisk at udføre under Obama, så var det mere tanken om at sætte turbo på nedrustningen, der var Obamas budskab. Trump mener, Japan og Sydkorea burde få atomvåben, så de selv kan klare kampen mod Nordkorea.

Og lad os lige blive ved Nordkorea et øjeblik. Om deres leder, Kim Jong Un har Trump sagt:: “You’ve gotta give him credit. … He goes in. He takes over. He’s the boss. It’s incredible.”

Om Putin lyder det: “I think in terms of leadership, he’s getting an A … .”

Og så har Trump sagt i interview til The New York Times og The Washington Post, at USA bør trække sig ud af NATO. Hans motto i den forbindelse er America First, og det betyder blandt andet, ifølge Politiken, at lande som Danmark ikke skal forvente støtte fra USA i en fremtid under Trump:

Lande, der ikke bruger to procent af deres BNP bliver slettet af Trumps liste over lande, USA kan hjælpe. Danmark bruger lige nu 1.2 procent af BNP på forsvar inkl. indkøb af nye kampfly, så hjælp fra USA, hvis vi bliver angrebet bliver ikke del af dealen med Trump som præsident.

Heldigvis er Hillarys konklusion klar: “We can’t let Trump anywhere near the Situation Room. Because no matter who’s sitting next to him, as Trump reminds us, “ultimately it’s my thought more than anybody else’s”—and that should terrify you.”

Pointskalen
Det bliver igen til et flot nital ud af ti for Hillary i denne uge på pointskalen. Sejrene tirsdag nat sætter for alvor streg under hendes styrkeposition i det demokratiske primærvalg. Hun er på alle måder den såkaldte: Presumptive Nominee for demokraterne.

I maj venter en række primærvalg – hvoraf Sanders måske vil vinde flere af dem – f.eks. West Virginia, som han selv holdt tale fra tirsdag nat, men de 37 delegerede gør ingen forskel i det store regnestykke, der for alvor bliver gjort op i starten af næste måned, når der er primærvalg i Californien den 7. juni med hele 546 delegerede på spil.

Hillary havde sikkert håbet og måske også regnet med, at Sanders ville bukke under tidligere i forløbet. Men sådan har det ikke været. På mange måder har hans valgkamp dog været med til at styrke hende, gøre hende bedre og skarpere (præcis som skeptikere efterspurgte for halvandet år siden, da det stod klart for de fleste, at hun ville stille op). Vores bud er, at Sanders (som Hillary i 2008) trækker sig efter Californien.

Det spændende bliver, hvordan og hvor hurtigt Sanders evt. ‘liner up’ bag Hillary og appellerer til hans vælgere om at gøre det samme!

Stay tuned – også for mere om vores tur til USA! Der kommer mere information i løbet af den kommende uge – og husk, det bliver vores VIP medlemmer, der får adgang til tilmelding og informationer først. Tilmeld dig som VIP-medlem på vores hjemmeside. Vær opmærksom på at du modtager en mail, hvori du skal bekræfte din tilmelding – hvis ikke den kommer til din inbox – så tjek din spam mail.

Rigtig god søndag!

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *