Uge 54: Storsejr i New York – 24-04-2016

Hillaryland

Uge 54: Storsejr i New York

Det har været en uge med store smil og fuld fart over feltet i Hillaryland. I tirsdags vandt Hillary sikkert en storsejr over Sanders i New York og i den kommende uge venter det trejde af de såkaldte Super-Tuesday primærvalg.

Natten til onsdag kom der for alvor vind i sejlene, da Hillary i sikker stil vandt primærvalget i New York med 57% mod Sanders 42%. Hun vandt ikke bare i de landlige distrikter, inklusiv Buffalo, som vi havde forudset i forrige Hillaryland analyser – hun vandt også overvældende i de fem områder, der udgør det, vi kalder New York City – altså Manhattan, Brooklyn, The Bronx, Queens og Staten Island med 63 % mod Sanders 36% ifølge dnainfo.com

Sejren var vigtigt af flere grunde. For det første stoppede det Sanders momentum, hun beviste endnu engang, at New York elsker hende og så føjede hun endnu 31 delegerede til hendes samlede føring.

At hun føler sig mere og mere sikker på en samlet sejr var der da heller ingen tvivl i sejrstalen:

“The race for the nomination is in the home stretch, and victory is in sight. I want to say to all of my supporters … you have carried us every step of the way, with passion and determination that some critics tried to dismiss. Because of you, this campaign is the only one, Democrat or Republican, [which has] won more than 10 million votes.”

I talen appellerede hun dog også til Sanders vælgere ved at påpege, at der er meget mere, der forener end skiller de demokratiske vælgere ad.

Se hele Hillarys sejrtale her:

Samlet set hentede Hillary 139 delegerede mod Sanders 108 og ifølge the New York Times har Hillary nu samlet 1446 mod Sanders 1202 altså en klar føring på 244 pledge delegates – og ligger man superdelegerede til har Hillary 1948 delegerede mod Sanders 1240 – og der skal samlet set 2383 delegerede til at vinde nomineringen på konventet til juli.

Videre til næste valg

Allerede på tirsdag går det løs igen. Det er den tredje omgang af det vi vælger at kalde Super Tuesday nummer tre. Første og den oprindelige var den 1. marts, hvor Hillary vandt stort i seks stater, den anden gang var 15. marts, hvor hun vandt alle fem stater inklusiv Florida – og på mange måder sikrede sig så stort et forspring i delegerede, at sejren over Sanders rent formelt nok var hjemme – og så kommer den tredje omgang på tirsdag med valg i Pennsylvania, Delaware, Maryland, Connecticut og Rhode Island. Hillary forventes at vinde i Pennsylvania og Maryland, der samlet set har 328 delegerede (samt i Delaware og Connecticut) og Sanders forventes at vinde i Rhode Island.

I torsdag lagde Hillary vejen forbi ABC’s Good Morning America til Coffee with the Candidates som del af hendes valgkamp. Good Morning America, der kan sammenlignes med det danske GoMorgen Danmark, er USA’s mest populære morgen-tv-show sammen med NBC’s Today Show. Formatet er mere uformelt og Hillary talte om alt fra Trumps beskrivelse af hende som crooked (hun afviste at gå ind i en debat med Trump om hans beskrivelse), svarede på spørgsmål fra et af kongressens yngste medlemmer, der ville høre, hvad hun mente om unges fascination og støtte til Sanders, hun svarede på spørgsmål fra seere om det juridiske system og racisme, der går udover sorte unge i mødet med politiet, ligeløn og hendes favorit hot-sauce.

Se hele klippet fra hendes besøg hos Good Morning America her:

Time Magazines 100 mest indflydelsesrige personer

I denne uge har Time Magazine som de gør hvert år udvalget verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Som altid får hver af de 100 mest indflydelsesrige personer skrevet et personligt indlæg af en kendt/anden indflydelsesrig person. Hillarys indlæg i 2015: Realist og Idealist var skrevet af Laurene Powell Jobs, der er Steve Jobs enke. Og sidste år skrev Hillary indlægget om Elizabeth Warren under den interessante overskrift: Progressiv Forkæmper.

I år er Hillary igen på listen under kategorien: Ledere. Og denne gang er det senator fra Minnesota, Amy Klobucharm, der har skrevet Hillarys indlæg under overskriften: Democratic Fighter. Her er et kort uddrag af teksten fra Time.com:

“In 2010 a devastating earthquake hit Haiti…Somewhere in the rubble were dozens of orphans set to be adopted by families in my state…distraught Minnesota moms were on the ground, looking for their children.

When they called me, I called the only person I knew would help: then Secretary of State Hillary Clinton. She didn’t pawn it off or think it too small. She went to work. She got those babies home, and a few were even brought to the Port-au-Prince airport in a State Department car, diapers, bottles and all.

That’s the Hillary I know—the friend who takes the call, the public servant who listens and acts, the mom who makes sure it gets done right. She has a spine of steel and a work ethic to match America’s.”

At det er Amy Klobucharm, der har skrevet indlægget er nok ikke helt tilfældigt. Hun figurerer nemlig lige nu – ifølge The Atlantic – på en liste over potentielle vicepræsidentkandidater og såkaldt ‘running mate’ for Hillary Clinton.

Hvem skal være VP?
Nu hvor det står mere og mere klart, at Hillary Clinton vinder den demokratiske nominering, så arbejder hendes hold nok i døgndrift på at finde frem til den perfekte running mate – vicepræsidentkandidat, der kan stå ved Hillarys side fra juli og til valget i november og derefter sætte sig i stolen som vicepræsident.

Lige nu tales der rigtig meget om, hvem Hillary vil vælge som vicepræsident. Et godt bud herfra, som vi også skrev om tilbage i marts og oktober sidste år, er Julian Castro.

Dengang skrev vi: “Julian Castro er præsident Obamas minister for Housing og Urban Development (lidt som en by og boligminister). Castro er 41 år, han har siddet som minister siden januar sidste år og før det var han borgmester i San Antonio – hvor han i 2001 vandt over 60% af stemmerne ved borgmestervalget. Og i 2011 genvandt han borgmestertitlen med over 80% af stemmerne, så han er en meget populær kandidat. Hans tvillingebror Joaquin Castro sidder i Repræsentanternes Hus i Washington D.C. Castro er født og opvokset i Texas – og har familiære rødder i Mexico. Han har en bachelor i statskundskab og kommunikation fra Stanford University og er uddannet jurist fra Harvard Law School. Han er katolik, men støtter homoseksuelles ret til ægteskab.

Og så ‘endorsede’ han officielt Hillary som præsidentkandidat i denne uge. Og Hillary kvitterede med denne udtalelse, da hun blev spurgt om Castro er en mulig VP-kandidat: “I’m going to look really hard at [Castro] for anything, because that’s how good he is.” Der er ingen tvivl om, at Castro passer ret perfekt ind i en must-have liste for en mulig VP-kandidat for Clinton. En god kandidat skal være: Mand (to kvinder går – desværre – endnu ikke som ‘running team’ i USA), han skal være ung – gerne omkring de 40 (Hillary vil være 68, når/hvis hun vinder et valg), han skal gerne repræsentere en demografisk og geografisk forskel i forhold til Hillary (her taler vi om syden, der normalt er Hillary og Bills stærke kort, men Texas stemmer normalt altid republikansk – og det vil være utrolig interessant om Texas kan vindes af en demokrat – hvilket det hviskes lidt om i krogene for tiden) – og så repræsenterer Castro en af de helt store vælgerskarer nemlig latinos – som Hillary i høj grad skal vinde for at vinde i 2016.”

Alternativer kunne være Al Franken, senator fra Minnesota, som f.eks. Politico foreslår, Tim Kaine senator i Virginia, Ohio Senator Sherrod Brown, som blackstarnews.com foreslår, eller senator Elizabeth Warren, som mange progressive liberale drømmer om.

For tanken om to kvinder på den såkaldte ticket – altså makkerparret, der skal repræsentere og vinde præsidentvalgkampen for et parti, vinder (og har vundet) indpas hos rigtig mange vælgere.

Ifølge The Atlantic skulle kvinder som senatorer Elizabeth Warren, Claire McCaskill, Jean Shaheen og Amy Klobuchar, guvernører som Maggie Hassan fra New Hampshire (der dog stiller op som senator og nok ikke bliver relevant og Gina Raimondo fra Rhode Island stå på den såkaldte shortlist over mulige VP-emner. Dertil kommer et navn som senator for New York – hun overtog efter Hillary blev udenrigsminister i 2008, Kirsten Gillibrand (der nok er urealitisk af flere årsager primært fordi hun er fra New York – en god kandidat for Hillary skal gerne kunne appellere til vælgere i midtvesten/syden, og så er det måske lige tidligt nok for Gillibrand, der lige nu tydeligvis arbejder på at optimere eget CV og chancer i f.eks. 2024 eller 2028).

Pointskalaen

Det bliver til et flot nital ud af ti for Hillary i denne uge på pointskalen. Hendes klare sejr i New York tegner virkelig godt for de kommende primærvalg, der kulminerer i Californien den 7. juni. Vi forudsiger en sejr i Californien og et farvel til Sanders i den forbindelse.

Vores tur til USA er ved at være på plads. Lige nu har vi bedt jeg indikere, hvor længe I gerne vil med os til USA. En uge, 14 dage eller 21 dage. 14 dage vinder klart. Så vi forsøger at gøre et program og en pakke klar til jer til udmelding snarest muligt. Det vil blive slut-oktober til omkring 10. november, vi er i Florida! Vi glæder os rigtig meget. Læs mere på vores 2016 – Frivillig for Hillary side!

Rigtig god søndag!

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *