Uge 23: Humoristiske Hillary slår til – 20.09.2015

Hillaryland

Uge 23: Humoristiske Hillary slår til

I denne uges Hillaryland Søndagsanalyse ser vi nærmere på resultatet af flere ugers intens arbejde fra Hillary-kampagnens side for at gøre Hillary mere ‘relatable’ og vise en mere sjov, afslappet og menneskelig side af kandidaten Hillary. 

Denne uge afholdte republikanerne deres anden tv-debat natten til torsdag dansk tid. Den korte analyse herfra lyder således: Debattens vindere var klart den kvindelige kandidat Carly Fiorina, Bush og Rubio. Især Florin viste, hvorfor hun fortjente en plads på hovedscenen ved partiets anden store debat. Hun gik direkte i kødet på de andre kandidater – især Trump, der i modsætning til sidste debat blev aftenens klare taber. Udover Trump angreb Fiorina også Hillary flere gange – og der er ingen tvivl om, at de i Hillarys hovedkvarter i Brooklyn holder tæt øje med Fiorina, der, hvis de republikanske vælgere vil det, kan gå hen og blive en udfordring for Hillary.

Den 61-årige Fiorina er – i modsætning til f.eks. Palin – velvidende om både udenrigspolitik og Wall Street. Fra 1999 til 2005 var hun chef for teknologifirmaet Hewlett-Packard Company og blev betegnet af Fortune magasinet som den første kvindelige leder af et amerikansk top-20 selskab. Hun er tidligere rådgiver for John McCain, og i 2010 stillede hun op til det amerikanske senat, men endte med at tabe til den demokatiske kandidat Barbara Boxer. Men selvom Fiorina nok ikke kan vinde den republikanske nominering til præsidentvalget – der er hun nok alligevel for langt fra mange kernevælgere på højrefløjen – så er det ikke helt urealistisk at se hende som en stærk kandidat til vice-præsident posten – ihvertfald en stærkere kandidat end Palin var i 2008.

Hillary vandt debatten

Efter debatten i onsdags skrev flere medier inklusiv The Daily Beast, at det slet ikke var en af de 11 på scenen, der vandt debatten. Ifølge dem vandt Hillary – primært fordi ingen af de 11 på scenen endnu har bevist, at de har “what it takes” til at vinde nomineringen i deres eget parti – og ingen af dem har nok politisk ballast til at slå Hillary i en national valgkamp. Hun har brugt tiden siden april på at præsentere det ene gennemarbejdede politiske udspil efter det andet, og det klare fokus på politisk indhold fremfor politiske drillerier og varm luft til debatter vil gøre forskellen, når vi når til den 8. november næste år.

Derudover var Hillary og hendes kampagne også denne gang massivt tilstede på især Twitter under debatten. Og da Trump leverede dette svar “This is a country where we speak English, not Spanish,” på et spørgsmål om hans kritisk af Jeb Bush, der har talt spansk flere gange ved kampagne-events, lå Hillarys angreb lige til højrebenet.

Hillary svarede igen med et tweet på spansk, der løst oversat betyder: “Frihed inkluderer retten til at tale et hvilket som helst sprog….det gør os stærk som et land og det skal fejres ikke nedgøres.”

“Let me grab my pen”
Mellemrubrikken herover giver ikke meget mening – endnu. Men ‘hang on’ og se videoklippet med Hillary og “Trump” nedenfor, så tror jeg, det vil give mening, hvorfor jeg har valgt netop denne mellemrubrik. Men inden du skal se video, så får du lige lidt baggrund: Som ved sidste debat hos republikanerne, så Hillary ikke selv med. I stedet brugte hun aftenen på et meget succesfuldt besøg hos talkshow-værten Jimmy Fallon (The Tonight Show). Besøget hos Fallon er i vores øjne klart det mest vellykkede af de mere uformelle optrædener, vi har set fra Hillary over de seneste uger.

Hillarys fokus på talkshow som f.eks. The Ellen Show (læs sidste uges søndaganalyse), interview med flere store medier og hendes deltagelse i Face The Nation i dag, der er hendes første interview til et af de store politiske talkshows, der sendes i USA søndag formiddag, er alt sammen del af en strategi for at gøre hende mere “relatable” eller relaterbar af mangel på en bedre oversættelse. At være “relatable” er afgørende i politik. I USA taler man om, at den kandidat, de fleste vælgere har lyst til at drikke en øl med, er den mest “relatable”. Det har ikke været Hillary, men lige nu arbejder kampagnen hårdt på at vise en anden og mere personlig side af hende.

Resultaterne har været lidt svingende, men der er ingen tvivl om, at hendes besøg hos Jimmy Fallon denne uge er det mest succesfulde forsøg. Hun virkede meget afslappet, naturlig og sjov  – hvilket har været en af hendes store udfordringer i netop talkshows, hvor det har været tydeligt, hun ikke har befundet sig specielt godt – især fordi formen er mere uforudsigelig og afslappet, end hun er vant til.

Jimmy Fallon er blandt kendt for at lave sketches, hvor han klæder sig ud som kendte personer – og det gjorde han også den anden dag. Klippet er blevet set mere end tre millioner gange – og det er sjovt – se selv med her:

Her er fire klip fra selve interviewet, hvor det igen er tydeligt Hillary er mere afslappet og naturlig end vi længe har set hende. Det klæder hende, og hvis den mere afslappede fremtræden kan slå mere igennem, skal hun nok klare de kommende måneder godt.

New Hampshire elsker Hillary
Lørdag morgen gik det løs i New Hampshire, hvor statens demokratiske gren af partiet holdt deres årlige kongres. Både Hillary og Sanders talte for de godt 4000 gæster, der alle rejste sig og klappede, da Hillary gik på scenen. I en tale, der på mange måder viste, hvor langt Hillary allerede er kommet siden april, gav hun de fremmødte en overbevisende fremstilling af, hvad de får med hende som præsident.

Politico beskriver den 40 minutter lange tale som en af de stærkeste taler i hendes 2016-kampagne. Hendes typiske ’stump’-tale (kampagnetale) er stadig bygget op omkring hendes hovedtemaer: højere mindsteløn, nye skatteregler, ligeløn og klimaændringer, men basistalen er nu krydret med mange personlige historier fra vælgere, hun har mødt rundt om i staterne – og det kan de virkelig godt lidt i New Hampshire.

Sanders, der talte efter Hillary, klarede det også godt. Til Politico siger Betty Sweeney “We will support whoever wins the nomination…But because of her problems, the emails, we need to look at alternatives. Bernie Sanders is the best alternative.” Og det bliver nok Hillarys største udfordring henover de kommende fire måneder, inden primærvalgene går løs. Sanders er gået fra at være en kandidat på ydrekanten af vælgernes bevidsthed til et reelt alternativ.

Se hele Hillarys tale her

Og her er et lille klip af Hillary, der danser med nogle tilhængere efter talen. Igen ses en mere afslappet og spontan Hillary – og det klæder hende.

Pointskalaen
I denne uge har Hillary vist, at hun formår at vise både en politisk stærk og fokuseret side (i New Hampshire) og en mere personlig og afslappet side (hos Jimmy Fallon) – begge dele klæder hende, og i 2008 så vi ikke nok af den personlige side. Derfor får ugen også et stort otte-tal ud af ti point (tjek vores pointskala).

Den personlige side og de point, hun scorer der vil blive vigtige, da vi om lidt går ind i oktober, hvor der – udover den første debat hos demokraterne den 13. oktober i Nevada – i høj grad vil komme fokus på det politiske igen. Den 22 oktober skal Hillary deltage i en offentlig høring om Benghazi i kongressen i Washington D.C., og selvom kampagnen nok håber, det kan lukke sagen ned, at hun stiller sig frem – endnu engang – og lader sig udspørge og afhøre, så bringer sagen desværre også #emailgate, der har været nogenlunde stille i denne uge – frem i lyset igen.

Men det er der stadig en måneds tid til. Meget kan ske inden da – og husk du kan skrive dig op som VIP-medlem på www.danesforhillary.com og gratis modtage Hillaryland Søndagsanalyserne direkte i din inbox. Du modtager også The introduction to Hillary Rodham Clinton, der er skrevet af grundlæggeren af Danes for Hillary – mig – Mira Borggreen. De fire afsnit, der beskriver Hillarys barndom, skole, politiske udvikling fra republikaner til demokrat og årene som først senator, så præsidentkandidat og udenrigsminister, vil klæde dig godt på til den kommende valgkamp.

Rigtig god søndag derude!

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *